Irsk EU modstand - kreativ som i Danmark

Jeg er netop kommet hjem fra en tur til Irlands hovedstad Dublin. Turen var klart i feriens tegn, men der blev alligevel tid til at gøre sige et par Europapolitiske betragtninger. Faktisk var alt andet svært. Irland står som de flest ved, midt i en afstemning om Lissabontraktaten. Som man kan se på billederne er EU-modstanderne ligeså kreative i deres propaganda som altid. Som billedet til højre viser, er det altid populært at påstå at EU vil stjæle ens uafhængighed. Alt hvad irerne har vundet i hundrede års kamp mod briterne, vil altså være spildt hvis man stemmer nej. Den argumentation er da ikke til at tage fejl af.

I Danmark husker jeg især to anti-EU reklamer. Den første og mest smagløse var Junibevægelsens "Velkommen til 40 millioner polakker" kampagne. Man forestiller sig bare hvordan de horderne fra øst var på vej.. Den anden er Pia K´s "Jeg ligger lige og tænker på at jeg hellere vil have Dronning Margrethe end Romano Prodi". Et valg som alle jo ved var ganske relevant. EU modstanderne er og bliver kreative, men ikke altid helt i takt med virkeligheden..

Som man kan se her, ser det desværre ud til at modstandersiden haler lidt ind. Det ville jo være en katastrofe hvis traktaten strander i Dublin!

Anmeldelse af Den Røde Skole - Indlæg i Vision

Jeg smider lige en lille anmeldse som undertegnede og Sune Juul-Sørensen forfattede til sidste nummer af Vision.

Bedømmelse af den Røde Skole

Den Røde Skole får 3,5 ud af 5 ”Visioner”. Den skal den første 1,5 vision for den innovative medlemsinddragelse. Den anden vision uddeles for at have modet til at tænke langsigtet og turde tage den politiske diskussion. Den tredje vision får Den Røde Skole for at fungere som en ventil for de Socialdemokratiske medlemmer, der er utilfredse med den nuværende kurs.

Den Røde Skole

At påstå at Den Røde Skole fik meget mediedækning ville være en voldsom underdrivelse. Med laveste fællesnævner som udgangspunkt blev der meldt om nye fløjkrige, angreb på ledelsen og Ritts forhåbninger om at blive formand. Som aktive deltagere i Den Røde Skole, er det vores håb at vi kan give et mere nuanceret billede af initiativet. Den Røde Skole rummer nemlig både positive muligheder og åbenlyse begrænsninger, som alle på centrum-venstre spektret bør skrive sig bag øret.

Lanceringen

Den Røde Skole fik en noget omtumlet start. Det der burde have været i fokus, nemlig den politiske diskussion og den opblomstring i den partipolitiske medlemskultur som initiativet åbner for, fik desværre ikke meget plads i medierne. Det skyldes tre ting; 1) den grundlæggende journalistiske præmis om konflikt i en nyhedshistorie; 2) den konfliktsøgende linje hvormed Den Røde Skole blev lanceret – en linje der ikke inviterede til dialog med ledelsen og 3) den socialdemokratiske ledelses, efterfølgende håndtering af udspillet.

Journalister er journalister og det kan nok ikke komme som nogen overraskelse at de dækker Den Røde Skole som de har gjort, selvom man godt kunne ønske sig flere nuancer. Hvad angår lanceringen, så kom Den Røde Skole til at fremstå som et angreb på ledelsen. Det virker ikke umiddelbart nødvendigt og var i høj grad medvirkende til at smide brænde på bålet i forhold til mediernes dækning. Ledelsens fejl mener vi, ligger i at sende Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen i marken for at pille initiativet fra hinanden og skyde med skarpt efter Ritts person. Hvorfor valgte man ikke i stedet at omfavne initiativet og udnytte energien til noget positivt? Helle Thorning-Schmidt kunne have gjort Den Røde Skole til sit eget initiativ ved at tilmelde sig som den første, som en del af en naturlig evalueringsproces. Ved at angribe Den Røde Skole, angreb hun i virkeligheden alle os, der går og drømmer om græsrodsengagement og politiske og ideologiske diskussioner. Heldigvis har Helle Thorning-Schmidt, i skrivende stund, netop deltaget i et møde i Kalundborg, der er opstået i slipstrømmen på det københavnske initiativ. Mon ikke hun også vil deltage i et af de sidste to møder i København?

Engagement og medlemsaktivitet

Fra første skoledag, stod det klart, at et af Den Røde Skoles største aktiver, er skolens innovative form der på tværs af traditionelle hierarkiske opdelinger, gav helt almindelige partimedlemmer mulighed for at bidrage aktivt. Den store menneskelige ressource, som Socialdemokraternes medlemmer udgør, og som der i valgkampe bliver trukket store veksler på, bliver ikke udnyttet optimalt. Mulighederne for at deltage og give sin holdning til kende som partimedlem skal og må udvikles og her står Den Røde Skole som et godt eksempel på hvordan det kan gøres. Formandskampen mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen, viste at folk, hvis der er tilbud om indflydelse og aktivitet, faktisk gerne melder sig ind hos Socialdemokraterne. Det er netop her Den Røde Skole har noget at tilbyde. Det utrolige engagement og gå-på-mod, der lyste ud af de mange deltagere, understregede dette på fornemste vis.

Politisk uenighed

Trods de opmuntrende træk ved Den Røde Skole, er der også et par knap så positive forhold som man må tage med sig videre. Louise Høst stod for det første oplæg om skolens berettigelse. Oplæggets overordnede pointe var at politik kun er politik, hvis man kan se forskel på sin egen og modstandernes. At Socialdemokraternes politik skal være forskelligt fra modstandernes, kan jo være besnærende når man tænker på Venstres nuværende linje. Problemet med den position, er at den ikke tager udgangspunkt i grundlæggende værdier man kan bruge som udgangspunkt for politikudvikling. Burde man ikke være glad, når Venstre vil være med til at mindske ulighed og hjælpe samfundets svageste? At sige at ”velfærd frem for skattelettelser” ikke er udtryk for politik, er at gå for langt. At det ikke var tilstrækkeligt er mere korrekt, hvilket den socialdemokratiske ledelse og nu står ved.

Fri debat skal ikke styres

Et andet skår i glæden var at emnerne og den måde hvorpå de blev serveret for Den Røde Skoles elever, var detailstyret. Hvis et emne skal debatteres seriøst og uden forbehold, nytter det ikke at man lader en ekspert holde et meget ensidigt oplæg, uanset hvor godt og energisk dette måtte være. En grundlæggende pointe i socialdemokratisk politikformulering har jo altid været at man var pragmatisk og at man accepterede at der ofte er slagkraftige indvendinger mod selv den bedste nye politiske idé. Da disse modargumenter ikke kom med i Den Røde Skole, var der en tilbøjelighed til ikke at gøre det som Louise Høst ellers plæderede for, nemlig at prioritere og foretage hårde valg og fravalg.

Debatten

Når regnestykket med ulemper og fordele skal gøres op, fremstår Den Røde Skole som et positivt initiativ. Den skaber en nødvendig debat i Socialdemokraterne, der har brug for en diskussion om værdier og politik. Forhåbentlig bliver denne debat med deltagelse af ledelsen, som vi meget gerne ser tage ejerskab for debatten. Uden at give illusioner om medlemsindflydelse, giver Den Røde Skole også medlemmerne mulighed for at diskutere politik og give deres besyv med. Derfor glæder vi os til mere rød skole.

Faktaboks: Den Røde Skole

Deltagere: 250+

Initiativtagere: Ritt Bjerregaard, Peter Aalbæk Jensen, Louise Høst, Jan Salling og Kasper Fogh Hansen.

Oplægsholdere: Peter Ålbæk og Ritt Bjerregaard om motivation for at opstarte Den Røde Skole.; Louise Høst om Den brændende platform; Jesper Nygaard, Direktør i KAB om boligpolitik; tidligere sundhedsminister Arne Rolighed om sundhed og Otto Anker Lund fra DTU om trafik

Hjemmeside: www.roedeskole.dk

Og nu videre til noget vigtigere.. Politisk indhold!

Jeg gider ikke mene mere om den her Jeppe Kofod sag. Jeg synes måske at den her analyse i Politiken runder det meget godt af. Alle parter gjorde, som jeg ser det, det eneste de kunne gøre i den pågældende situation.

Det jeg egentlig hellere vil snakke om er Mette Frederiksens glimrende teser som hun har lanceret i weekenden. Politisk nytænking og vision det er noget vi kan lide. Det er jo en anelse vigtigere.

Jeg var og er stor tilhænger af velfærdsrettighedsudspillet - jeg tror det er super vigtigt at give folk en konkret forståelse for hvad samfundet skal og kan tilbyde. Men men, jeg har aldrig ment at dette skulle eller kunne stå alene. Der og bliver to sider af alle sager og i denne sammenhæng betyder det at rettigheder altid må ses sammen med pligter. Godt at Mette Frederiksen sætter fokus på dette. I denne sammenhæng vil jeg lige gøre opmærksom en glimrende kronik som et par af mine venner har forfattet.

Henrik Qvortrup - en endnu større idiot!

Nedenfor har jeg beskrevet hvordan jeg ser forløbet omkring Jeppe Kofod-sagen. I den sammenhæng er jeg glad for at mange har kommenteret og at de fleste har været ganske seriøse.

I sammenhæng med Jeppe Kofods handlinger, har et endnu større vanvid taget over, nemlig det totalt usmalige cirkus som Henrik Qvortrup er i spidsen for. Som Politiken skriver udlover denne lille usmagelige Gollum-agtige type nu penge til folk der vil udlevere den 15-årige pige. Det er sgu for lavt Qvortrup! Hvad med bare at pigen være i fred? Jeg er på nippet til at kaste op over manglen på helt basal respekt. At Se og Hør siger de vil respektere pigens ret til ikke er udtale sig er fint, men hvad med hendes ret til ikke at komme i jeres lorte blad? Har hun ikke en sådan ret også?

Generelt har journalisterne været ganske offensive og forsøgt at presse selve de yngste og mest perifære DSU medlemmer til at udlevere pigen. Ekstra Bladet har vist også fundet frem til hende, men umiddelbart valgt ikke at bringe billeder. Se og Hør er dog i deres helt egen liga.

Henrik Qvortrup har endnu engang bevidst at han er en af de klammeste mænd i kongeriget..

En idiot man må tage afstand fra!

Der er vist ikke andet at sige når talen omhandler Jeppe Kofod. Som man kan læse har s-politikeren været lidt for langt fremme i skoene. Hvad sker der for sådan en klaphat? Tænk at smide hele sin politiske karriere væk på den måde.

Jeg var selv oplægsholder til samme DSU kursus og kan kun sige at jeg opfattede kurset som en super samling af unge, engagerede socialdemokrater. I denne sammenhæng og i andre sammenhænge jeg kender fra DSU havde man lavet en god politik hvad angår alkohol og fest. Der var masser af muligheder for folk som ikke drak alkohol. Dette synes jeg er vigtigt at pointere når nu snakken går i det ganske land. DSU har desuden en overordnet politik hvad angår sex og forhold mellem kursister og aktivister/undervisere – det er simpelthen forbudt! Autoritetsforhold skal jo ikke kunne misbruges på den absurde måde.

Ærgerligt at Jeppe Kofod ikke kunne holde pikken i bukserne og respektere dette!

Opdatering: DSU har på alle måde klaret denne uheldige episode rigtig fint. Læs her hvordan de tager afstand til episoden.

Dansk Folkeparti er og bliver aldrig stuerene!

På nogle områder kan Socialdemokraterne sikkert samarbejde med DF. Selvom DF nok ikke tør, kunne et sådanne flertal, sikre vores fælles velfærd mod nedskæringer m.m.

MEN MEN, i mine øjne er der ingen tvivl om at Nyrups berygtede bemærkning om at DF aldrig bliver stuerene rammer lige i øjet.

Der er mange eksempler på dette men jeg vil bare henvise til Morten Messerschmidts vanvittige udtalelser i forbindelse med Kosova. Kort sagt, mener han ikke muslimer har samme rettigheder når det gælder selvbestemmelse.

Problemstillingen omkring anerkendelsen af nye stater er ikke ligetil. I tilfældet Kosova, er der nok bare ikke noget at gøre. Det er lidt svært at leve fredeligt side om side i samme stat, når den ene del har forsøgt etnisk at udrense den anden del, som Serbien forsøgt at gøre i slutningen af halvfemserne.

For dem som har lyst til at fordybe sig lidt i debaten så tag og hør denne radiodebat mellem Messerschmidt og Mogens Lykketoft. Det menneskesyn og gennemført hadske verdensbillede som Messerschmidt repræsenterer, er simpelthen noget som jeg aldrig kan og vil tolerere.

Første dag i den røde skole - rundkreds pædagogik af bedste skuffe.

Det var en flok af spændte elever der var mødt op til første lektion i Den Røde Skole. Efter en massiv eller ligefrem overdreven omtale i medierne de sidste par uger, ringede klokken endelig ind og vi kunne komme i gang med det alle vi elever glædede os til; fri debat, diskussion og formulering af nye socialdemokratiske svar på udfordringerne. Temaet for første lektion var boligpolitik, noget som primært lyder så forbandet usexet, da det har været underprioriteret i årtier.

Lad mig sige det med det samme, eleven bag dette indlæg er overordnet tilfreds og positivt overrasket over den første dag i den røde skole, dog med et par væsentlige forbehold.
Den overordnede positive følelse i kroppen skyldes, hvad jeg anser som et flot og innovativt bidrag til udviklingen af medlemsdemokratiet – noget der ellers synes at være afgået ved den store spin og kommunikations pest anno 2000 eller der omkring. I gennem længere tid har jeg og mange andre efterlyst en større inddragelse af ”almindelige” partimedlemmer. Den hierarkiske organisation med alle dens revisorsuppleanter, tørre dagsordner og hvad der ellers hører til, trænger gevaldigt til et eller andet. Den Røde Skoles bud på hvad, dette kunne være er ikke helt skidt, som jeg ser det.

Med en tilgang der, hvis vi bliver i skoleanalogien, kun kan klassificeres som rundkredspædagogik, var der lagt til at alle fremmødt bidrog aktivt og på lige vilkår. Baseret både på mine personlige erfaringer, samt på samtaler med andre deltagere, er det min opfattelse at dette eksperiment lykkes. Unge som gamle, erfarne som nye, alle deltog aktivt i debatten. Ingen steder var enkelte personer ensidigt i spidsen – uanset om det drejer sig om MF´ere, direktører, fagforeningsbosser eller andre. Desuden var det interessant at diskutere værdier og ideologi og slippe for kommunikation og form for en stund.

Hvad var så det negative? For det første var de fysiske og praktiske forhold altså ikke helt i top. Klassekvotienten var nemlig presset til det yderste og for de ældste af eleverne var det meget svært at høre hvad der blev sagt. Man kan undre sig over at der skulle bruges penge til et lokale, når det man fandt, var så ringe.

Endnu et minus var den lidt for ensidige tilgang til det vanskelige emne, samt den noget unuancerede præsentation af tankerne bag selve Den Røde Skole. Hvad angår det sidste, tænkes der på Louise Høsts oplæg om hvad politik er. Ifølge hende er velfærdsrettigheder og medfølgende milliardinvestering ikke rigtig politik, da alle jo mener det samme. Dette fik eleverne desværre ikke lov til at kommentere på. Hvorfor måtte ingen pointere at alle partier jo netop ikke var enige og parolen fra sidste valg – velfærd eller skattelettelser, lige præcis er udtryk for kernen i politik, nemlig prioritering af de knappe resurser. Nuvel, det var ikke tilstrækkeligt og troværdigt nok, hvilket jo er årsagen til at vi mødes, men politik det var det altså. I forlængelse heraf kunne man også have ønsket sig et mindre ensidigt oplæg til debat. Alle blev meget hurtige enige om at beskatning af kæmpegevinster ved fast ejendom var noget man burde kigge på. Men hvad med alle andre områder? Her tænker jeg bl.a. på kampen mod ghettoisering.